Ny her på forummet

Hej
Jeg har igennem et stykke tid nydt godt af jeres gode råd her på forummet og tænkt "det skal jeg da være med i "
Jeg heder Louise, fylder om kort tid 30 år gisp! Jeg har en grå jaco og to undulater. Han- undulaten (Lille-pipper) overtog jeg fra en kollega i sommers. De var ikke længere intereseret i ham, så jeg tænkte at han ville hygge sig mere hos mig og være min grå jaco lidt til selskab, når jeg var på arbejde. Og nej selvfølgelig er de to ikke i bur sammen. Lille-pipper er en fin blå undulat på 6 år, han kan have sine nedture da han muligvis har sukkersyge. Han er ikke håndtam men elsker at sidde og pludre med mig. Da han hos sine tidligere ejere ikke har været vant til at komme ud af buret, bevæger han sig ikke så gerne ud. For små to uger siden ændrede jeg dog hans tilværelse da jeg hentede en sød gulmasket albino pige (Luna)til ham. Det korte af det lange: Det var kærlighed ved første blik skønt han ikke har set en anden undulat siden han var unge
Men hele den historie om deres møde og spørgsmål om dette må komme i en anden tråd. Glæder mig over at være en del af forummet

Hej Louise.

Velkommen her til forummet Jeg kan forstå at du allerede kender lidt til det

Hvor er det bare en sød historie med din lille undulat. Det er da bare skønt at han har taget så godt i mod sin lille veninden

Jeg glæder mig til at høre meget mere om dem

Hilsen Clara

Tak for velkomst hilsnen
Ja selvom der var varme følelser mellem Lille-pipper og Luna var det jo slet ikke min plan at de allerede skulle være sat sammen.Luna er jo en unge og blev først sat i hendes eget bur i et andet værelse,for at hun først skulle vænnes til mig og blive tam.. men.. hun var selvfølgelig rigtig trist over at være blevet flyttet fra forældre og søskende og lukkede øjnene når jeg forsigtigt snakkede med hende -kunne hun ikke se mig, ville jeg nok forsvinde, så hun ud til at tænke.. Hurtigt kunne hun dog høre Lille-pipper inde fra stuen og kaldte desperat på ham hun begyndte også at gå ned på bunden og skrabe i frustration.. tænkte at der nok ikke var andet at gøre end at lade dem mødes, de blev som sagt glade for hinanden med det samme og da de begge havde kravlet ind i hinandes bure og hilst på, lod jeg dem flytte sammen. det var dog lidt hårdt for Lille-pipper i starten med sådan en stor unge rendende i hælene og tigge mad tsk tsk selvfølgelig spiser hun selv, tror bare det beroligede hende eller måske var en gestus for at vise "at hun bare er en unge"
Han bliver også stadig lidt forskrækket når hun kommer flyvende og sætter sig ved ham, men han er blevet bedre til meget forsigtigt at vise et truende næb hvis hun bliver for meget, men han har aldrig bidt hende. Ret flot af ham synes jeg. Ja jeg har jo ikke haft undulater før så min tolkning af deres adfærd er jo bare mit bedste bud og hvad jeg har læst mig til. Nå det blev en længere historie, tja når man først går igang med at tale om sine dyr..

Hej Louise.

Velkommen

Jeg synes at din han har taget helt utrolig godt imod den lille. Mange undulater, der har levet alene mere end et år, kan simpelthen ikke "fuglesprog" længere og de kan ikke acceptere en anden undulat.

Jeg synes det lyder til at gå fuldstændig som det skal. Det er jo også vigtigt at han kan sætte grænser og han skal advare hende når hun kommer for tæt på. Jeg tror at de nok skal blive rigtig gode venner

Det med at den lille lukkede øjnene når du snakkede til hende, betyder bare at hun var afslappet og nød det Men resten af adfærden tyder bestemt på at hun var desperat efter at komme ind til sin nye ven.

Fortsat held og lykke med dem

Hilsen Junie.

Hej

Velkommen til

Ja hun har bare nydt din opmærksomhed. Med min første undulat blev jeg fuldstændig forskrækket da han begyndet at knase næb. Jeg skyndte mig at slukke tv og puttede ham for jeg troede jeg havde stresset ham!!

Ja ja man bliver klogere - nu er det min yndlingslyd for så ved jeg at de råhygger

Knus
Tina