Hej-hej, allesammen.
Jeg hedder Maybrith, og jeg er en halvgammel kone på et-par-og-halvtreds år, der foruden mine to skøre hanundulater, Pelle Og Charlie (Charlie er en engelsk undulat, Pelle en almindelig) har huset fyldt med alskens dyr - placeret i hver sit bur, men med mulighed for at møde de andre under deres daglige luftetur i stuen.
Jeg deler hjem med:
To tossede nymfeparakitter
To dybt forelskede dværgpapegøjer
To småhidsige kanariefugle
Fire rablende vandvittige tamrotter
Én modbydeligt ondskabsfuld gammel pitbull-kat
Én gammel og svagelig collie-hund (en verdenssentsation, forøvrigt - den har formået at overleve i 12 år helt og aldeles uden hjerne)
..og dérforuden har jeg selvfølgelig også æren og glæden af at få besøg af utallige smådyr og fugle, der bliver tiltrukket af min lille have som et søm bliver tiltrukket af en kraftig elektromagnet.
Men tilbage til undulaterne:
Jeg havde undulater som barn, men havde egentlig ikke tænkt mig at få dem igen... Jeg ville gerne have nedsat antallet af burfugle til højest to (ved naturlig afgang), fordi rengøringen af alle dé bure kræver en del arbejde.
HA! siden jeg tog dén beslutning, har jeg på én eller anden måde fået ENDNU flere fugle.
De to første undulater fik jeg, da en ung mand i mit boligselskab flyttede i nattens mulm og mørke - og imellem alt hans affald ved containeren stod et lille bur med to forpjuskede, afmagrede undulater... Hunnen lå inde i sin redekasse på fem iskolde og forlængst døde æg, og begge var slemt plaget af næbmider - hannen så slemt, at næbbet var fuldstændig forkrøblet og smuldrede, når han forsøgte at bide i noget... Men efter et par dyrlægebesøg og en masse god mad blev de friske og raske (jeg gav dem navnene Hr. og Fru Korsnæb - pga hannens vildtvoksende næb)
Fru korsnæb levede i ni år, og overlevede to ægtemænd... men da jeg måtte sige farvel til hende for et par uger siden, blev hendes nuværende mand, Pelle, frygtelig ensom.
Heldigvis havde jeg for et par måneder siden sagt ja tak til at tage mig af Charlie, en treårig engelsk han-undulat, fra en gammel mand der ikke længere magtede at passe ham - og det viste sig, at de to drenge fint kunne enes, selv om Charlie ikke havde haft kontakt med andre undulater, siden han var unge.
Da jeg overtog Charlie, fik jeg at vide at han var tam, og ikke kunne flyve, fordi han havde fået klippet vingefjerene - og at de var blevet klippet så tit, at fjerene ikke ville vokse ud igen.
Dét syntes jeg lød lidt underligt, men jeg tænkte at en god portion vitaminer og mineraler måske kunne løse problemet.
Det viste sig desværre, at dét kunne det ikke... Han har fået stækket vingerne på den hårde måde - det yderste knogleled på begge vinger er blevet klippet af, så han må leve resten af sit liv som handicappet... uden mulighed for nogensinde at kunne tage sig en lille flyvetur i stuen.
At han skulle være tam, har jeg nu ikke mærket noget til. Han vil gerne snakke med mennesker - og han kan af gode grunde ikke flyve væk - men hvis man rører ham, skal man ud og hente et plaster til sin blodige finger.
I ny og næ forsøger staklen alligevel at tage en flyvetur i stuen, og så falder han ned på gulvet som en overmoden frugt. Jeg er altid bange for, at den stakkels lille handicappede knægt skal komme til skade ved faldet, men jeg vil heller ikke lade ham sidde og kede sig i buret dagen lang. Han ELSKER jo at komme ud.
..og selv om han stadig er en SMULE arts-forvirret efter sin lange eneboertilværelse - så er jeg nu ret sikker på, at hans nye ven Pelle snart skal lære ham at være en RIGTIG undulat.
Pelle og Charlie:
Hmm... Det blev godtnok et lidt laaaangt indlæg... Håber ikke, i er faldet i søvn, mens i har læst det. 
Jeg hedder Maybrith, og jeg er en halvgammel kone på et-par-og-halvtreds år, der foruden mine to skøre hanundulater, Pelle Og Charlie (Charlie er en engelsk undulat, Pelle en almindelig) har huset fyldt med alskens dyr - placeret i hver sit bur, men med mulighed for at møde de andre under deres daglige luftetur i stuen.
Jeg deler hjem med:
To tossede nymfeparakitter
To dybt forelskede dværgpapegøjer
To småhidsige kanariefugle
Fire rablende vandvittige tamrotter
Én modbydeligt ondskabsfuld gammel pitbull-kat
Én gammel og svagelig collie-hund (en verdenssentsation, forøvrigt - den har formået at overleve i 12 år helt og aldeles uden hjerne)
..og dérforuden har jeg selvfølgelig også æren og glæden af at få besøg af utallige smådyr og fugle, der bliver tiltrukket af min lille have som et søm bliver tiltrukket af en kraftig elektromagnet.
Men tilbage til undulaterne:
Jeg havde undulater som barn, men havde egentlig ikke tænkt mig at få dem igen... Jeg ville gerne have nedsat antallet af burfugle til højest to (ved naturlig afgang), fordi rengøringen af alle dé bure kræver en del arbejde.
HA! siden jeg tog dén beslutning, har jeg på én eller anden måde fået ENDNU flere fugle.
De to første undulater fik jeg, da en ung mand i mit boligselskab flyttede i nattens mulm og mørke - og imellem alt hans affald ved containeren stod et lille bur med to forpjuskede, afmagrede undulater... Hunnen lå inde i sin redekasse på fem iskolde og forlængst døde æg, og begge var slemt plaget af næbmider - hannen så slemt, at næbbet var fuldstændig forkrøblet og smuldrede, når han forsøgte at bide i noget... Men efter et par dyrlægebesøg og en masse god mad blev de friske og raske (jeg gav dem navnene Hr. og Fru Korsnæb - pga hannens vildtvoksende næb)
Fru korsnæb levede i ni år, og overlevede to ægtemænd... men da jeg måtte sige farvel til hende for et par uger siden, blev hendes nuværende mand, Pelle, frygtelig ensom.
Heldigvis havde jeg for et par måneder siden sagt ja tak til at tage mig af Charlie, en treårig engelsk han-undulat, fra en gammel mand der ikke længere magtede at passe ham - og det viste sig, at de to drenge fint kunne enes, selv om Charlie ikke havde haft kontakt med andre undulater, siden han var unge.
Da jeg overtog Charlie, fik jeg at vide at han var tam, og ikke kunne flyve, fordi han havde fået klippet vingefjerene - og at de var blevet klippet så tit, at fjerene ikke ville vokse ud igen.
Dét syntes jeg lød lidt underligt, men jeg tænkte at en god portion vitaminer og mineraler måske kunne løse problemet.
Det viste sig desværre, at dét kunne det ikke... Han har fået stækket vingerne på den hårde måde - det yderste knogleled på begge vinger er blevet klippet af, så han må leve resten af sit liv som handicappet... uden mulighed for nogensinde at kunne tage sig en lille flyvetur i stuen.
At han skulle være tam, har jeg nu ikke mærket noget til. Han vil gerne snakke med mennesker - og han kan af gode grunde ikke flyve væk - men hvis man rører ham, skal man ud og hente et plaster til sin blodige finger.
I ny og næ forsøger staklen alligevel at tage en flyvetur i stuen, og så falder han ned på gulvet som en overmoden frugt. Jeg er altid bange for, at den stakkels lille handicappede knægt skal komme til skade ved faldet, men jeg vil heller ikke lade ham sidde og kede sig i buret dagen lang. Han ELSKER jo at komme ud.
..og selv om han stadig er en SMULE arts-forvirret efter sin lange eneboertilværelse - så er jeg nu ret sikker på, at hans nye ven Pelle snart skal lære ham at være en RIGTIG undulat.
Pelle og Charlie:
Hmm... Det blev godtnok et lidt laaaangt indlæg... Håber ikke, i er faldet i søvn, mens i har læst det. 
Æv-bæv, jeg HAR da bare allerede pløjet dén tråd igennem - og beundret alle de skønne kræ, du deler hjem med. 
men det gik heldigvis over efter et stykke tid. Jeg har hørt at nogen gange er man så heldig at man kan vænne sig til et dyr og allergien dæmpes igen.
